Denne søndag prædikede jeg i Korskirken med udgangspunkt i det 4. kapitel i Baptistkirkens Lille katekismus. Kapitlet hedder ”Tro, håb og kærlighed”. Den bibelske tekst var Paulus´ første brev til korintherne, kap. 13, hvor Paulus netop slutter: ”Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.” Desuden var der input fra Tor Nørretranders´ bog, “Se frem”.
Katekismussens første kapitel handlede om Guds rige, dette vigtige begreb som vi dog altid er nødt til at definere, for hvad er det egentlig? Ofte må vi sige, hvad det ikke er. Det er ikke himlen, det er ikke efterlivet – eller kan ikke begrænses til det. Guds rige er Guds virkelighed her og nu.
Da jeg var barn elskede jeg at skille ting ad. Jeg havde en gammel radio på mit værelse, som jeg skilte ad, for jeg ville se, hvad der var indeni. Den trang tror jeg, mange kender til. Hvad er der indeni?
Hvad er der inden i ”Guds rige”? Katekismussen foreslår, at inden i er: tro, håb og kærlighed. Det er gennem troen og håbet – og kærligheden som i sig også indeholder de to første – jeg forvandles fra et menneske ”indkroget i mig selv” (Paulus, Augustin, Luther) til et menneske der åbner sit blik mod Gud og sin næste. Og troen, håbet og kærligheden er den surdej, der kan forvandle et samfund fra at være indkroget i sig selv til at blive et hjem med vide vægge.
Men hvis det, der er inden i Guds rige er tro, håb og kærlighed, hvad er så inden i tro, håb og kærlighed? Hvad er motoren under kølerhjelmen? Hvad er det fælles, der binder de tre sammen?
At give sig hen.
Der kan ikke findes hverken tro, håb eller kærlighed, uden hengivelse. Der findes ikke tro, håb og kærlighed, hvor vi holder igen uden villighed til at slippe. Som når to elskende hengiver sig til hinanden med krop og sjæl, uden ønske om at holde noget tilbage. De gør sig tilgængelige og sårbare over for hinanden.
Sjovt nok dukker treklangen tro, håb og kærlighed op også et helt andet sted – hos Tor Nørretranders i hans bog, Se frem (People´s Press, 2017). Han foreslår dog, at det burde hedde: Tro, håb og elsk! Altså ikke substantiver, men verber! Det er en god pointe. Tro, håb og kærlighed er ikke abstrakte begreber, men handling, og det pointeres, når man læser verberne som imperativer, bydemåde: Tro! Håb! Elsk!
Tør vi det? At tro, håbe og elske er at finde sig selv og sætte en kraft i værk imellem mennesker, der løser det krogede op og lader os ånde frit og se vores næste i øjnene. Det er Guds rige der er kommet nær.